Spring til indhold
Min side - anmeld sag

Hvorfor skal man lave et testamente?

Der er mange, der ikke har oprettet et testamente, selvom langt de fleste vil have fordel af det uanset familieforholdene. Hvis du ikke opretter testamente, bliver arven fordelt efter arvelovens almindelige regler. Disse regler vil blive gennemgået nedenfor.

Ægtefæller:

Hvis du er gift og har børn, arver din ægtefælle halvdelen, og dine børn arver den anden halvdel til lige deling. Hvis du f.eks. har to børn, arver din ægtefælle ½, og dine børn arver hver 1/4.

Hvis du er gift uden børn, arver din ægtefælle det hele. Mange ægtefæller, der ikke efterlader sig børn eller børnebørn har ofte et ønske om, at eksempelvis en nevø eller niece skal arve noget efter dem, og dette kræver et testamente.

Ægtefæller med børn vælger ofte at oprette et testamente, som sikrer, at længstlevende kan leve livet videre, uden at huset skal sælges for at udrede en stor arv til børnene.

Ægtefællerne kan f.eks. i et fællestestamente, bestemme at den længstlevende skal arve mest muligt, og førsteafdødes børn skal begrænses til tvangsarven. Så arver ægtefællen 7/8 og livsarvingerne 1/8 til deling. Har ægtefællerne fælleseje svarer tvangsarven til 1/16 af fællesboet. I fællestestamentet kan der tages stilling til, hvordan arven skal fordeles ved længstlevendes død. Det kan være, at ægtefællerne ønsker at ligestille fællesbørn og særbørn. Denne løsning kan i nogle situationer være at foretrække frem for et uskiftet bo. Du kan læse mere om uskiftet bo her.

Ved at oprette en ægtepagt med kombinationssæreje, kan ægtefællerne begrænse livsarvingernes tvangsarv til 1/32 af det samlede fællesbo. Det bevirker imidlertid, at ægtefællerne også har særeje ved skilsmisse.

Samlevende:

Hvis du er papirløs samlevende og har børn, er det dine børn, der arver det hele efter dig. Hvis du ikke har børn, arver dine forældre, og hvis de er døde, arver dine søskende. Din samlever har ikke arveret efter dig, uanset om I har børn sammen eller har boet sammen i mere end to år. Det er anderledes med udbetalinger fra livsforsikringer og pensionsordninger.

De fleste samlevende med børn vælger at oprette et testamente, hvor længstlevende arver mest muligt og børnene begrænses til tvangsarven, for at sikre, at længstlevende kan fortsætte livet uden at skulle flytte fra hus og hjem. De samlevende har mulighed for at bestemme, hvordan arven efter længstlevende skal fordeles. Det er særligt relevant, hvis førsteafdøde efterlader sig særbørn fra et tidligere forhold.  

Samlevende, der har eller venter fælles barn, eller som har boet på samme folkeregisteradresse i to år, har mulighed for at oprette et udvidet samlevertestamente, så de arver hinanden, som var de ægtefæller. Derved mindskes tvangsarven til førsteafdødes livsarvinger fra 1/4 til 1/8. De samlevende får dog ikke fælleseje ved at oprette et udvidet samlevertestamente.

Hvis du er samlevende og ikke har livsarvinger, kan du råde over hele arven i et testamente.

Samlevende, som har eller venter fælles barn eller har boet på samme folkeregisteradresse i to år, er hinandens "nærmeste pårørende " i forhold til pension- og forsikringsudbetalinger, der kommer til udbetaling i forbindelse med dødsfald. Hvis du ønsker, at pensionsydelserne skal udbetales til andre eller flere, skal du indsende en begunstigelseserklæring til pensions- eller forsikringsselskabet, da det ikke kan reguleres i et testamente.

Enlige:

Hvis du er enlig med livsarvinger (børn/børnebørn), arver de det hele til lige deling i henhold til arvelovens almindelige regler. Hvis du ønsker en anden fordeling, eller at andre skal arve dig, skal du oprette et testamente. Dine livsarvingers tvangsarv er 1/4 af arven efter dig.

Hvis du er enke(mand) og har arvet i henhold til et fællestestamente, skal du være opmærksom på, om der er begrænsning i hvor meget eller hvordan, du kan testere i et nyt testamente.

Enlige med børn og børnebørn bestemmer ofte i et testamente, at deres børnebørn skal arve et beløb efter dem, selvom deres forældre stadig er i live. Derudover kan det være, at der er andre, der skal indsættes til at arve.

Opsummering:

Der er mange muligheder og situationer, som ikke er beskrevet i denne artikel, da hele området for arv og testamenter er forskelligt, alt afhængig af hvilken situation folk er i. Det er derfor vigtigt, at du modtager kvalificeret rådgivning, om de muligheder du har, hvis du ønsker at oprette et testamente. Der er meget mere end arvens fordeling, der skal tages højde for, når du opretter testamente. Dette kunne f.eks. være:

Med en advokatforsikring har du mulighed for at få et familietjek, hvor du i fællesskab med advokaten finder ud af, hvordan dit testamente bedst tilgodeser dine ønsker.