Spring til indhold
Min side - anmeld sag

Bliv en mere sikker bruger af nettet

Peter Kruse er stifter og sikkerhedsevangelist i CSIS Security Group. Han har i mere end 20 år arbejdet professionelt med it-sikkerhed og svindel på nettet og betragtes blandt de førende i Europa indenfor dette felt. Læs interviewet og få en større indsigt i, hvad du kan gøre for at blive en mere sikker bruger af nettet.

Hvordan opstår ID-tyveri? Er der nogen særlige metoder der anvendes?

Der er mange metoder, der kan anvendes til at udføre identitetstyveri. Desværre ser vi generelt en stigning i kreativitet og masse misbrug, hvor det ellers for år tilbage var sjældent at flere identitetstyverier blev udført af samme gerningsmænd.

Identitetstyve er altid på udkig efter lavthængende frugter. Det vil sige, at man som person kan bringe sig selv i farezonen, hvis man ikke i tilstrækkelig grad passer på sine følsomme data. Med udbredelse af internettet er det blevet en guldgrube for kriminelle at søge efter informationer som er delt på nettet, lækket ved en fejl eller hvis computeren derhjemme er inficeret med en computervirus.

Hvornår er man som privat person mest sårbar? Er der nogen situationer, hvor man skal være særligt opmærksom?

Vi har set mange eksempler hvor et identitetstyveri er startet med at ofret har tabt sin pung eller har responderet på en såkaldt phishing mail. I begge tilfælde kan det give en kriminel tilpas mange data om ofret til at indlede et kortere eller længevarende misbrug.

Da mange af disse sager har sit udspring fra data, som lækkes på internettet, er det vigtigt, at man opfører sig ansvarligt. Der gælder nogle helt simple regler, som man kan følge. Man skal eksempelvis aldrig videregive personfølsomme oplysninger på baggrund af hændelser i f.eks. e-mails. Det er det fænomen, vi kender som phishing. Derudover er det vigtigt, at man holder sin computer opdateret med alle relevante sikkerhedsopdateringer, og at man generelt er kritisk med hvilke oplysninger, man deler offentligt på internettet. Det gælder f.eks. når man poster ting på sociale netværk som Facebook og LinkedIn, men også når man f.eks. søger en stilling, hvor man tilknytter et CV. Et CV er en kørselsvejledning for en kriminel, som ønsker at stjæle værdier og misbruge din identitet.

Desværre opstår mange identitetstyverier i en kombination mellem internettet og den virkelige verden. Det er i sidstnævnte vigtigt, at man har en ordentlig og forsvarligt sikret postkasse. Vi har været involveret i mange sager, hvor der er bestilt købe- og medlemskort, sendt ansøgninger m.v. til ofret, men hvor det er lykkedes den kriminelle at fiske det op af postkassen uden ofrets viden. En postkasse skal sikres med lås, og det skal ikke være muligt at fiske breve og andet indhold op derfra.

Er der nogen særlige faresignaler, man skal være opmærksom på?

Det er altid fornuftigt, at være vågen ved havelågen og holde øje med transaktioner og aktiviteter på ens kort eller breve man modtager, som man ikke umiddelbart kan se kontekst i. Det værste man kan gøre er at ignorere hændelser, som man ikke kan genkende.

Det er typisk de første tegn på at misbrug finder sted, og derfor er det vigtigt, at man handler hurtigt. Kontakt banken, firmaet eller den myndighed, du har modtaget en henvendelse fra, eller som er relateret til en transaktion og afdæk præcist hvad det drejer sig om. At handle rettidigt er yderst vigtigt.

Hvordan kan CSIS hjælpe?

CSIS har ved flere lejligheder assisteret politiet i bevisindsamling i forbindelse med svindel og identitetstyverier. Vi kan rådgive i særligt grove sager, ligesom vi i den sammenhæng kan medvirke til at opklare og samtidigt begrænse skaderne. Vi tilbyder endvidere alle private kunder, at de kan hente vores sikkerhedsprogram Heimdal, som kan medvirke til at holde din PC beskyttet mod hackere og kriminelle. Heimdal findes i en gratis udgave og en PRO udgave, som udover at opdatere vigtige programmer også beskytter mod phishing, Botnets og fjendtlige websider. Heimdal kan hentes på www.heimdalsecurity.com.

Tror CSIS, at en advokat kan hjælpe efter et ID-tyveri? Har I eksempler herpå?

Det vil altid være klogt at tage en advokat med på råd i denne type sager. De kan medvirke til at belyse vigtige juridiske aspekter af identitetstyverier, ligesom de har ekspertise i at vejlede og rådgive omkring de firmaer og interessenter, som bliver part i disse sager.

Om Peter Kruse

Peter Kruses forståelse for teknisk it-sikkerhed og kriminalitet, kombineret med en evne til at kommunikere det videre på forståeligt dansk, har gjort ham til den absolut mest benyttede kilde indenfor dette tema i den danske presse.

Udover at tale på it-sikkerhedskonferencer i Danmark er Peter også et kendt ansigt på internationale konferencer. Peter er som den eneste dansker medlem af CARO (Computer Antivirus Research Organization) og er aktivt deltagende i flere lukkede fora, hvor verdens førende researchere indenfor it-kriminalitet, identitetstyveri og hacking udveksler viden og erfaringer.