Gode råd til online køb

Corona pandemien har for alvor været med til at ændre vores købevaner. Mange butikker og storcentre har været lukket ned i længere perioder og her er online shopping blevet brugt som en alternativ indkøbsvej. Der gælder dog særlige køberetlige regler for handel på nettet. Vi har forsøgt at beskrive hvordan du skal forholde dig, hvis du i forbindelse med online handel skulle ende i følgende situationer:
- Du er usikker på, om hjemmesiden er troværdig.
- Der er blevet hævet penge på din konto, men du har ikke modtaget varen.
- Du vil gerne returnere varen, men er i tvivl om hvem der skal betale for det.
- Du er blevet snydt på nettet, og du ved ikke, hvad du skal gøre.
1. Du er usikker på om hjemmesiden er troværdig
Start altid med at se efter om hjemmesiden er ordentligt konstrueret, samt hvem som står bag hjemmesiden. Det er også en god ide at se efter skrevne anmeldelser af hjemmesiden på eksempelvis Trustpilot og/eller om hjemmesiden er e-mærket. Hvis du i sidste ende overvejer at købe en vare fra hjemmesiden, så er det en god ide at tjekke om prisen på den pågældende vare er realistisk sat.
2. Der er blevet hævet penge på din konto, men du har ikke modtaget varen
Hvis du har betalt for en vare og den ikke kommer frem, så forsøg først at kontakte sælger. Har du betalt med et betalingskort, så kan banken højst sandsynligt hjælpe dig med at få pengene tilbage.
3. Du vil gerne returnere en vare, men er i tvivl om hvem der skal betale for det
Du har altid 14 dages fortrydelsesret når du handler online i EU og fortrydelsesretten gælder stort set for alle varer.
Returnerer du varen, så er det i første omgang dig selv som skal betale fragten, men sælger skal efterfølgende indenfor 14 dage betale dine penge tilbage for henholdsvis varen og fragten, hvis du har brugt en standardlevering.
Vær særligt opmærksom når du handler online uden for EU, da reglerne om eksempelvis fortrydelsesret ikke nødvendigvis gør sig gældende i disse tilfælde.
4. Du er blevet snydt på nettet og du ved ikke hvad du skal gøre
Bliver du udsat for svindel på nettet, så sørg for at spærre dit kort øjeblikkeligt og vær særligt opmærksom på mistænkelige transaktioner via din konto. Alternativt kan du anmelde hjemmesiden til politiet og e-mærket.