Online afpresning
11 august 2021
De it-kriminelle bruger efterhånden mange forskellige og kreative metoder til at snøre folk online. Det kan være for at få fingrene i personfølsomme oplysninger eller forskellige former for økonomisk afpresning. Læs med og find ud af hvordan online afpresning foregår, samt hvad du kan gøre for at forebygge denne form for afpresning.

Hos HELP Forsikring har vi desværre oplevet flere sager, hvor personer er blevet optaget på deres telefon eller computer, mens de har lavet ting af privat karakter. Herefter er personen blevet afpresset til at betale en løsesum mod at videoen ellers vil blive delt på sociale medier, og sendt til familie og venner. Det er en utrolig ubehagelig situation at stå i som offer, da man ikke ønsker at disse private videoer skal florere på nettet. Der er tilmed ofte kort frist på at betale afpresseren den givne løsesum og samtidig er der ingen garanti for, at materialet bliver slettet efterfølgende.
Netop det problem opstod i en sag som vi hos HELP behandlede. Kunden var blevet optaget gennem hans mobil-kamera, mens han så porno. Personen bag truede efterfølgende med at dele videoen, hvis vores kunde ikke sendte gerningsmanden penge. Kunden nåede knap nok at respondere før at videoen var blevet delt i en åben gruppe på Facebook. Kunden kontaktede herefter os hos HELP, som med en hurtig og effektiv indsats fik anmodet Facebook om at fjerne videoen, hvorefter den blev taget ned samme dag.
Sagen her viser, hvor hurtigt en følsom video kan blive delt på nettet og at gerningsmanden bestemt ikke er til at stole på. Det anbefales fortsat, at man ikke betaler løsesummen eller går i dialog med gerningsmændene, og så må videodelingen bekæmpes efterfølgende.
Hvad kan man gøre for at forebygge denne form for afpresning?
- Sørg for at have et så sikkert kodeord som muligt og skift det jævnligt
- Installer antivirusprogrammer på henholdsvis telefon og computer
- Lav løbende backup af din data til en ekstern harddisk
Hvis du vil vide mere om password-sikkerhed og få gode råd til hvordan du kan lave det mest sikre kodeord, så har Center for Cybersikkerhed lavet en vejledning til dette. Se mere her.
Ransomware
Hvad er det?
Ransomware er ligeledes en form for online afpresning. Her bruger den it-krimelle et skadeligt og ondsindet program til at låse alt indhold på computeren, så man ikke kan få adgang til det. Herefter vil der dukke en besked op på skærmen, hvor gerningsmanden beder om en løsesum, mod at dekryptere dataene – altså låse computeren op igen.
Hvordan udsættes man for ransomware?
Oftest sker denne form for digital afpresning gennem falske mails, som indeholder links eller underlige vedhæftede filer. De falske e-mails er ofte fra en kendt afsender og således er man som modtager mindre mistroisk overfor det tilsendte. Derudover bliver de falske mails ofte sendt på det helt rette tidspunkt og samtidig kan meddelelsen indeholde noget, som haster. Derfor er det utrolig vigtigt at man forholder sig skeptisk overfor det tilsendte indhold. Man bør ligeledes undersøge kontaktoplysningerne på afsender og vente med at reagere på mailen.
Hvis du vil vide mere om ransomware, så har Center for Cybersikkerhed information om dette på deres hjemmeside, samt vejledning om ransomware og hvad du kan gøre, hvis du bliver afpresset online. Se mere her.